Læsket kalk på husfacader - puds og murværk |
Læsket kalk (stampet kalk eller kulekalk) har siden middelalderen været anvendt
til overfladebehandling af puds og murværk. Læsket kalk
udrøres med kalkvand (eller blot vand) og kaldes kalkmælk (hvidtekalk). Kalkmælk hærder efter påføring til kridt. Under de rette betingelser hærder kalkmælken op sammen med murværkets egne materialer - og giver en stærk og holdbar overflade. Kalkmælk er ikke vandfast ej heller slidstærk - men har en smuk naturlig forvitring, der sammen med vand holder kalkoverfladen helt ren. Kalkmælkens vedhæftningsevne kan styrkes markant ved, at den tilføres limstof. Limstoffet kan være kasein (kærnemælk, skummetmælk eller kvark) eller celluloselim. Andre former for lim kan også anvendes. Når kalkmælken tilføres limstof - er det en såkaldt "kalk-limfarve". Kalk-limfave, der bl.a. har en god vedhæftningsevne, er ikke vandfast. Kalk-limfarven kan tilsættes linolie. Herved får man en "kalk-limtempera", der både er vandfast og slidstærk. Både kalkmælk (hvidtekalk), kalk-limfarve og kalk-limtempera kan tones med farvepigmenter. Kalkmælk kan også bruges sammen med jernvitriol. Denne blanding giver en orangegul overflade (kendt fra Nyboder mfl.). Forudsætningen for et flot og langtidsholdbart resultat er en korrekt behandling. Hent en udførlig anvisning på alt der er værd at vide om kalkning her (PDF format). Arkitekt m.a.a. Søren Vadstrup fra Raadvad Centeret har også udarbejdet en meget udførlig og god anvisning på, hvordan både nyt og gammelt puds og murværk behandles med læsket kalk (kalk-limfarve og kalk-limtempera). Hent anvisningen her (PDF format) - og se 9 forskellige opskrifter. Specielt recept nr. 2 (Kalk-kaseintempera med kærnemælk) på side 8 er en farvekraftig, vedhæftende og slidstærk murmaling. |
Læsket kalk har en rækkeevne på ca. 10 m² (pr. kg kalkdej). Overfladen skal behandles mellem 1 og 3 gange (afhængig af opgaven). En behandling med læsket kalk holder ca. 5-10 år - og egner sig godt til puds og murværk - da behandlingen er diffusionsåben. Behandlingen skal efterses og vedligeholdes efter behov. |